vendte hun sig mod Erik Pontoppidan og saasnart hendes Blik havde berørt Knappen, svarede han uden at blinke:
„Nu bør ei Synden mere —“
Der var flere i Forsamlingen, som nikkede og smilede opmuntrende til Gutten. Hans Moder — en tyk, gul Madam og Faderen — Endre Egeland vare stolte af ham. Men Erik Pontoppidan lod ikke til at mærke noget af alt det.
Paa Henriette saa ingen — uden Lauritz; hun sad skamfuld og krøb bagved sine Veninder.
Madame Torvestad istemte nu, og de andre fulgte — uden Salmebøger:
Nu bør ei Synden mere
Med Magt og Herredom
Udi mit Kjød regjere,
Men daglig kastes om.
Alle sex Vers bleve sungn. Det lød for Jacob Worse forunderligt mørkt og fælsligt — alle disse Stemmer i den lave Stue, Kvindernes kvasse Røster og Mændenee dybe Knurren. Langsomt — uendeligt langsomt gik det; og i Pausen efter hver Strofe havde Sivert Jespersen nogle besynderlige Skkælvninger og Tremulanter, som hørte til hans Manér.
Det var en at de Ældste, som havde talt i Forsamlingen, og han var ikke tilstede iaften hos Madame Torvestad; hun spurgte derfor, om nogen vilde give hende et lidet Ord af hans Tale. Derved saa hun og flere andre hen paa Fennefos; men han sad stille med Munden sammenknebet; det saa ud, somom han ikke vilde tale iaften.
„Ja, jeg for min ringe Del,“ begyndte da Sivert Jespersen, „jeg synes, den Gamle talte rigtigt saa godt og inderligen enfoldigt Det var om den Helligaands Gjerning, — som lille Erik Pontoppidan var saa flink, til at sige —; og den Gamle valgte til Udgangspunkt Luthers Ord til Artikelen: Jeg tror, at jeg ikke af min egen Styrke og Fornuft kan tro paa Christum eller komme til Christum, — og han viste saa klarligen — saaledes synes da jeg ialfald — baade af Skriften og den daglige Erfaring, hvor elendigen vi komme tilkort baade i det aandelige og i det timelige, naar vi holde Kjød for vor Arm og forlade os paa vor egen skrøbelige Fornuft.“
Nicolai Egeland, som ikke var videre begavet i aandelig Henseende, sagde nu: „Jeg tror Herre! hjælp min Vantro.“
Han kunde i Virkeligheden ikke mer end fire eller fem Skriftsteder udenad, dem han anvendte som det kunde falde sig; og mangengang faldt det sig slet ikke. Men Brødrene kjendte hans
