og overvindes af Synden; men det vil sige, at han forbliver ikke i den. Overrumples han af Djævelen eller Kjødet, saa han falder i nogen Synd, staar han atter op igjen, klager sin Nød for Gud og søger Forladelse. Og saalænge han saaledes atter opreises i Troen og faar Fred med Gud, bliver han altid atter Synden overlegen, saa at han dog vedbliver at vandre efter Aanden.“
Sara saa hen til Fennefos; thi hun vidste, at han ikke kunde lige den Bog, Moderen læste dette af. Men han rørte sig ikke. I den svage Belysning skimtede hun bare den kraftige, rene Profil — halvveis vendt opad, somom han sad og saa op mod Loftet.
Da han slet ikke syntes at ville tale iaften, fortsattes Samtalen bare et Kvarters Tid uden synderligt Liv. Sara sad hele Tiden ved Bibelen; og eftersom Samtalen bevægede sig, slog hun op et Skriftsted hist og her — dels for sig selv, dels naar en af de andre bad hende hjælpe paa Hukommelsen. Hun fandt strax alt, hvad hun søgte, de fleste Steder af Betydning fremsagde hun udenad.
Skipper Worse havde ikke megen Forstand paa Helliggjørelsen, og han blev umaadelig træt. Det eneste, som endnu holdt ham vaagen, var Saras smaa Fingre, der bevægede sig saa flittigt mellem Bladene i den hellige Bog.
Men tilslut var han alligevel paa gode Veie til at sove ind, da Madame Torvestad foreslog, at de skulde synge en Salme til Beslutning.
Sara tog nu en Salmebog og holdt den hen for Kapteinen, og Sangen begyndte.
Worse sad i Halvsøvne og saa paa hendes Fingre. Da vendte hun pludselig de mørke stærke Øine mod ham og sagde: „Syng med!“
Skipper Worse blev med en Gang ganske lysvaagen og begyndte at brumme med, eftersom hun flyttede Fingeren. Han havde aldrig været stiv i Salmesang, og naar der kom Ord som Gud og Jesus, skammede han sig for at tage dem i sin syndige Mund.
Men vaagen var han bleven og mer end det: han begyndte næsten at befinde sig vel. Af og til saa han fra Fingrene opover hendes Arm og de fyldige Skuldre, den matte hvide Hud bag Ørene og under Hagen, hvor det bevægede sig blødt i Struben, naar hun sang.
De sad saa fortroligt og nær hinanden, idet hun bøiede sig mod ham med Salmebogen, saa at Skipper Worse fik en Fornemmelse af noget lunt, kvindeligt, — den første hjemlige Følelse, han havde kjendt idag.
Der var en anden, som ogsaa befandt sig saare vel, skjønt heller ikke han fulgte saa nøie med i selve Opbyggelsen, og det var Lauritz Seehus i sin Krog.
