„Nei — nei! — De misforstaar mig; jeg mente bare, at foran
knappe Tider —“
„Aa — denne Krise er Deres fixe Idé — Christensen! og De ved, jeg tror ikke paa den.“
Samtalen havde varet en hel Stund, og begge Herrer vare temmeligt ophidsede — hver paa sin Maade. Især var Professorens Ansigt ligesom flammet, og han legte nervøst med en Lineal.
Christensen var roligere; han snøftede bare lidt stærkere end vanligt og saa sig omkring i Kontoret:
„Nuvel — Hr. Professor Løvdahl! — Krise eller ikke Krise, — en Ting er sikker, og det er, at Fortuna maa likvidere jo før jo heller.“
Det kom saa pludseligt, — at Professoren mistede baade Mund og Mæle og blev siddende et Øieblik med opspilede Øine.
„Skal det være en Spøg? — Hr. Bankchef!“
„Paa ingen Maade — desværre! — jeg troede, De vilde være fuldstændig enig med mig; De maa jo endnu bedre kjende Stillingen.“
„Ja det gjør jeg; og jeg kan forsikre Dem om, at der aldeles ikke kan være Tale om den Eventualitet, De antyder. Men nu skal jeg sige Dem noget — Hr. Bankchef Christensen! — De har lige fra den Dag, jeg blev administrerende Direktør i Fortuna gjort, hvad de kunde, for at styrte mig; og da det ikke er lykkedes Dem, har De prøvet at skade selve Fabriken; derfor kommer De med alle Deres Ængstelser i Generalforsamlingerne, og af den samme personlige Grund har De fordrevet Fortunavexlerne fra Deres Bank.“
„Personlig? — Hr. Professor!“
„Ja, jeg siger personlige Grunde; — for alt dette kommer af, at Deres Forfængelighed ikke kunde taale, at jeg blev Formand, da Mordtmann gik af; nu ved De det!“
Professoren var ganske ude af sig selv, og gik op og ned ad Gulvet; Christensen følte sig paa Næsen og smilte saa smaat bag Haanden:
„Lad ikke os to tale om personlig Forfængelighed — Hr. Professor Løvdahl! — Det var bedre, vi prøvede i Fællesskab at møde Ulykken. Denne Fabrik er et mislykket Foretagende — lad os begynde med at erkjende det.“
„Aldeles ikke! — det vil jeg paa ingen Maade erkjende. Fabriken er god og bliver godt ledet; men Konjunkturerne have været over al Maade uheldige.“
„Ja — da nødsages— jeg til at sige Dem — Hr. Professor! — at
