staar de med bankende Hjerter og Smilet færdigt — lyttende, lyttende — hys! — hørte du noget?
Imidlertid traver trætte Heste, som damper af den faldende Sne henimod de lune Ovnskroge rundt om i Dalene, og ud af Pelskraverne speider længselsfulde Øine efter en Lysning i Skoven, efter nogle kjendte Vinduer med røde Gardiner. Og det fine Klokkespil, den store Dombjælde, de mange smaa Messingbjælder helt ned til den tarvelige Klokke under Halsen paa Skydshesten — de ringer og klinger saa langt de kan, frister, skuffer, hvisker og kriller i de smaa rosenrøde Øren, som lytter i Dørene.
Og de lune Ovnskroge aabner sig, saa at Lyset skinner gult ud i Sneen og lukker sig igjen varmt og trygt om de ny ankomne. Udenfor falder Sneen som før, og Skydshesten lunter hjemigjen i Mørket, Gutten sover i Slæden, og Bjælden har ingen Klang mer, fordi ingen lytter efter den.
Og saa begynder Munden at gaa paa dem, der kom — en Strøm af Fortællinger, der skyller Spørgsmaalene foran sig, — en Hvirvel i Ovnskrogen, som fylder Stuen med Snak og Latter til over tolv.
Baade de, som kom, og de, som ventede, vare lig opstemte Vande, der slap sig løs i Gjensynet; og i en almindelig smitsom Lyst til at faa Besked og give Besked aabner alle sig til en uvant Fortrolighed; og et Mod, en Følelse af Overlegenhed fører de ankomne langt ud i dristige Tanker, saa at de ser paa hinanden med store Øine — de, som hører til i de lune Ovnskroge.
Men det jævner sig snart i Dagene efterpaa.
Den første Aftens ustyrlige Livlighed dæmmes efterhaanden inde, eftersom hver faar alt sit fortalt og alle de andres hørt; og lidt efter lidt bringer det fælles Liv om Dagen Tankerne ind i den fælles Ring om Aftenen, naar Mændene røger Tobak og snakker om det, de har læst i Hovedstadens Avis.
Og tilslut bliver der ikke saa meget tilbage af det vilde Mod fra den første Aften. De dristige Tanker, som feiede gjennem Ovnskrogen i det første Mødes større Afstande, de klippes lidt hist og lidt her og tage mindre Vingeslag, alteftersom man gjensidig kommer nærmere indpaa hinanden.
Og skulde der endnu være noget ungt Overmod tilbage, saa dukkes det lempeligt ned i Hovedstadens Avis, og der bliver det. Men hvis det alligevel kommer op igjen, saa maa det udenfor Ringen, ud af Ovnskrogen.
Thi der er kun et af to: enten ude eller inde.
