Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/436

Denne siden er korrekturlest

udover til Sønner og Nevøer og Fætteres Tanter og Husholdersker, udover alt, hvad der var af Smag og lntelligens, — udover hele Hovedstadens Avis.

Men Daniel Jürges fulgte ikke med i dette. Der var et freidigt Drag i hans Karakter, som førte ham til Opposition mod de gamle fastslaaede Meninger. Han ligte godt det nye Syn paa Folket; og som ungt Menneske var han med at hilse Bonden velkommen i Literaturen og i Samfundslivet.

Hans Fader naaede at blive Stiftsprovst i Kristiania, og Daniel havde derfor levet sin Studietid i Hovedstaden ikke som en fremmed, men som en af Byens egne. Som Søn af en høitstaaende Embedsmand i Kirken, stod alle Kredse ham aabne; og naar han vilde gifte sig, kunde han vælge.

Han valgte da ogsaa den smukkeste og den, om hvem Selskabslivets Glans samlede sig hin Vinter. Og nu stod han ved Indgangen til en hæderfuld og velsignet Løbebane. Han behøvede blot at pege paa en Begynderplads i Hovedstaden eller i Nærheden, for saa snart det anstændigvis lod sig gjøre at stige op i de gode Stillinger, hvor Livet ikke blot bragte, hvad det lille Samfund overhovedet kunde byde de mest begunstigede; men hvorover den hellige Myndighed tillige lagde noget af den Fred, som er over al Forstand.

Han var som skabt til Hovedstadspræst, og det havde han selv altid hørt om sig. Hans Ydre var smukt og vilde med Tiden blive stateligt, hans Stemme velklingende og stærk; og i hans Væsen var der en klædelig Blanding af den belevne Verdensmand og den afrundede Høihed ved en Herrens Tjener.

Men Kandidat Jürges var ikke den Mand, som dovent vilde seile sit Liv ned ad Strømmen i Solskin. Det var ham modbydeligt, naar de sagde, han burde være Præst for de dannede og fine Folk. Han vilde netop vise, at Livets tunge Alvor saare vel lader sig forene med den selskabelige Lethed; og det blev ham en Trang ved sit Liv at vidne, hvorledes Aandens Kald udgaar uden Forskjel, hvorledes netop han, om hvem kanske ingen skulde tro det, havde faaet Hjertelaget og Forstaaelse for det i Verden ringe og foragtede.

Derfor tog han sin fine unge Kone lige ud af Balsalen og førte hende vel indpakket i Pelsværk op til et lidet Præstekald langt nordpaa.

Han lo, og de lo begge, naar de tænkte paa al den Forbauselse, al den Skuffelse og Forargelse, de efterlod. Han havde været en af de interessanteste unge Mænd i Selskabslivet, og hun havde samlet det bedste, der var i Byen, om sin Musik og sin glade Elskværdighed.