„Det er mærkeligt, hvilken Indflydelse Veiret har paa nervøse
Mennesker som Mor,“ sagde Præsten halvveis til Johannes; „jeg
kan formelig kjende her i Stolen, hvorledes det rykker i hende,
hvergang Vinden tar et Tag. Det er meget ubehageligt; men jeg
er vis paa, hun kan ikke hjælpe det.“
„Stakkels Mor,“ sagde Johannes, „du er da ikke ræd, Taget skal fyge af? — kom, sæt dig hen til mig, her er saadan en lun Krog.“
Fru Jürges flyttede sig ind til sin Søn, men kjendte ingen Beroligelse, thi hendes fine Øre havde ud af Daniels Ord lyttet sig til den spændte Stemning, som ogsaa var i ham — og i dem allesammen. Trykket af Uveiret forbandt sig med de stridende Tanker, som tumlede i dem, fyldte ligesom Luften, saa at hver Lyd blev tung og fik Betydning.
De hørte alle tre Døren til Bispekammeret ovenpaa og Gabriele, som steg ned ad Trappen. Idet Johannes lagde Avisen fra sig, saa Faderen op fra sin, deres Øine modtes, og Fru Jürges forstod, at noget var aftalt mellem dem.
Gabriele var bleven forundret selv, over at hun græd; og hun havde da roligere sat sig hen til Vinduet og tænkt. Foran sig havde hun det gamle Hus, som Vinden sled i, og bagenfor steg Fjeldene med Skov, der sortnede altmere, som hun sad der og tænkte.
Hun tænkte paa den stakkels Fru Jürges og begyndte at ane, hvorledes hun maatte være forpint, og hvorledes Musik — saa lang Tid savnet kunde overvælde hende saaledes. Men derfra tænkte hun ogsaa paa det Liv, denne Kvinde havde levet, paa selve dette Hus og denne Kreds, som hun nu selv stod i Begreb med at gaa ind i, paa hele den Aand, som her formede Livet, som havde formet et Liv saaledes som Fru Jürges’s.
Gabriele vilde klamre sig til sin Kjærlighed. Og hun tænkte sig sin Johannes saaledes som hun havde lært at sætte Pris paa ham — saa stadig og trofast mellem alle de andre, der flød hid og did. Hun fik saadan Lyst til at løbe ned og sætte sig hos ham og tale fuldt ud med ham om alt det, som fyldte hende.
Men saasnart hun huskede, at Johannes var i Kontoret med Faderen, stansede Gabrieles Tanker foran denne Fader og det gik op for hende: — ganske sikkert maatte hun ikast med ham, hun maatte rive Johannes ud af Beundringen for denne blinde Overlegenhed — saa ond og saa snever. Hun tændte Lys og ordnede sig; og gik saa nynnende ned ad Trappen, somom hun vilde vise sig selv at hun var ganske rolig — ikke det ringeste ophidset, men endmindre ræd.
