den store forslugne Bondetamp gik der og triumferede.
Og Frøken Thorsen, som ikke kunde forklare sig hans usædvanlige Dristighed, var i en pinlig Forlegenhed. Var dette hændt igaar, vilde hendes Hjerte helt og udelt have tilhørt Hr. Jessen, som hidtil kun havde manglet dette raske Tag; men idag gjalt det fremfor alt at bevise for Hr. Tørres Wold, at hun havde talt sandt, at der ikke var noget mellem hende og Hr. Jessen.
— Da hendes Søn kom hjem om Aftenen oprevet og nervøs med mange Suk og halve Hentydninger, kunde Fru Jessen ikke holde sig længer:
»Du skulde passe dig — Anton! det kan let blive for meget dette — dette Dameselskab.«
»Hvorledes mener Du — Mor?« spurgte han, for at gjøre hende forlegen.
Hun blev ogsaa ganske forvirret, og fik ikke sagt andet end, at det tog for meget af hans Tid.
»Aa — tog det ikke andet end min Tid,« svarede Sønnen i en forsoren Tone og tog sig til Baghovedet.
