»Har du nu ondt i Hovedet igjen — Anton?«
»Bare lidt slap — Mor! lidt slap.«
Fru Jessens Læber bævede, idet hun samlede alt sit Mod:
»Du — du er vel — forsigtig — Anton?«
»Bah — Mor! du ved selv: en ung Mand — i min Stilling —,« han vred sin lille Knebelsbart op i Veiret og nynnede noget, der skulde lyde yderst frivolt.
Det styrkede ham ikke saa lidet ovenpaa Dagens Ydmygelse at se, hvor forskrækket han gjorde sin Moder; og lidt efter lidt, mens han spiste den gode Mad og drak et Glas fin Cognac, som Moderen syntes, han trængte, voxede han igjen saa høit op, at Frøken Thorsen igrunden ikke var ham værdig.
Han gik ind i sit Værelse og tog med en stræng Mine hendes Billede ud af Albumet, hvor det stod forrest lige efter Moderen, og flyttede det langt bag blandt kjøbte Skuespiller inder og Atklædningsbilleder.
Men i den tomme Plads indsatte han Fru Knudsen, og da han en Stund havde betragtet hendes fine, alvorlige Ansigt under det mørke
