»Jeg skulde have stor Lyst til at tale med Gustav Krøger om dette,« sagde hun.
»Med Krøger — Frue!« raabte Tørres forskrækket.
»Hvorfor ikke?«
»Vor værste Konkurrent!«
»Her har aldrig været Tale om nogen Konkurrence mellem os,« svarede Fru Knudsen.
Tørres smilede skjævt: »Krøger vilde naturligvis sige, det var noget Vrøvl, og siden gjøre det selv.«
Hun saa det stygge Udtryk i hans Ansigt og tænkte paa Krøgers Advarsel mod den unge Person; men da han bad om Lov til at forandre og ordne lidt i Butiken, mens Hr. Jessen var borte, kunde hun ikke sige nei, hun turde ligesom ikke.
I en rivende Fart forklarede Tørres for Frøken Thorsen, hvad han vilde gjøre; han stod bøiet lige over hende og hun saa ham ind i Øinene trofast og fuldt hengiven, hendes Hjerte var helt, det var hans, han kunde have foreslaaet at stikke Ild paa Butiken, og hun havde fundet det ypperligt og selv tændt Fyrstikken.
