Dernæst satte Tørres Søhusmanden og Løbergutten ivei, de fik endogsaa den tause Halvor Røidervaag tilhjælp, og selv tog han fat med al sin opstemte Iver og Kraft. Hele Eftermiddagen blev der arbeidet, mens Folk kom og gik; men først om Aftenen, da Butiken var lukket og Skodderne for, begyndte Forandringen at vise sig i den forfærdeligste Uorden.
Søhusmanden Simon Varhoug mumlede, alt imens han sled: han haver uvægerligen Djævelen. Thi gamle Kasser og Saltbinger, som havde været i Kramboden, fra den blev til, de skulde nu slaaes løs og flyttes ud paa Søhuset. Og derude, hvor Simon var vant til at rode omkring med en liden Lygt, der kom nu en Mand fra Gasværket og satte to Blus, saa selve Søhuset blev saa lyst som en rigtig Butik.
Halvor Røidevaag vilde ogsaa sagt noget, men han var saa overvældet, at han bare rystede paa Hovedet.
Jo længer det led paa Aftenen, desto modigere blev Tørres og des frugtbarere paa Indfald. Af alle de grovere Søhusartikler samlede han Prøver og lod de store Ruller Tougværk, som stod og lugtede Tjære, flytte
