skulde hun have Tak for idag, saa vilde han selv ordne Vinduerne.
Han fulgte hende ud i det mørke Kot foran Trappen, hvor Butiksfolkene pleiede at hænge sit Tøi; her greb han hende, saa han løftede hende fra Gulvet og hviskede: maa jeg komme iaften?
Hun svarede ingenting; han spurgte igjen; men hun gav ingen Lyd, bare listede sig stille og hurtigt opad Trappen. Hun kjendte sig saa let og lykkelig og dog saa underligt beklemt. Hvilken Dag det havde været! hvor han var smuk — og stærk — tænkte hun, mens hun skjælvende løste sit Corset.
Da Tørres kom ind igjen i Butiken, vilde han strax give sig ikast med Arrangementet af Vinduerne; men han blev staaende og faldt i Tanker foran denne Overflod, som før havde ligget fredeligt nedpakket i Hylder og Skuffer, og som han nu med et Slag havde strøet udover.
Egentlig var alt dette hans forsigtige Bondenatur grundigen imod. Men der havde fore svævet ham noget lignende som de brogede Kjæppe, han i Ungdommen havde tænkt saa
