i et eneste Blik uden at samle andet, end at dette var umaadeligt dyrt, og han sank ganske flad sammen i Modløshed.
»Kom Gut! og drik Dig et Glas!« raabte den ældste blandt dem, som var tyk og rød i Hovedet.
Men Tørres stod mørk og svarede bare:
»Jeg skal over Vandet — jeg.«
»Aa, rejs du mig ad Helvede til«, raabte den tykke og tømte selv Glasset; »det er vi, som raar for Baaden.«
»Er der Plads, Anders?« spurgte en af de andre.
»Aa ja! — Du véd det, der er sagtens Plads«, svarede Anders.
»Nej, nej!« raabte den tykke afgørende, »vi vil ikke have ham med. Jeg liger ikke at ro i disse raadne Baadene — allermindst overlastet.«
Og som om Tørres ikke fandtes i Verden mere, gav de sig igen til at spise og snakke om alle de daarlige Baade, man var henvist til paa Elve og Vande, hvor én maatte ro for at komme til Fisken eller over.
Tørres gik baglængs og holdt Stenen mellem sig og de fremmede, indtil han fandt en For-
