Side:Kielland JACOB.djvu/132

Denne siden er korrekturlest
126

Tørres kunde ikke faa Munden op.

»Det er altid et godt Tegn, naar en ung Mand nyder Tillid blandt sine egne. Jeg interesserer mig meget for de yngre Kræfter, som voxer op i vor By.«

Aldrig i sit Liv havde Tørres været saa uvis. Sad den store Mand og legte med ham, for Slaget kom? — eller hvad i Alverden vilde han?

»Jeg kan se paa Dem«, sagde Bankchefen smilende, »at De sidder og tænker paa, hvad jeg egentlig har ment med at kalde Dem herind i mit private Rum — ikke sandt? — De er usikker?« 

Denne Pinsel kunde Tørres ikke længer holde ud; det fine Spind, hvori han følte sig indviklet, endte med at ophidse ham, hans naturlige Trods brød gjennem, og idet han med et Sæt satte sig helt fast paa Stolen, spurgte han Bankchefen midt i Ansigtet:

»Har De kanske nogen Mistanke?«

»Mistanke! —« raabte Bankchefen og for iveiret; »jeg forstaar ikke, hvad De mener? — til hvad? — ah! De tænker atter paa disse Vexler; men jeg forsikrer Dem, jeg tror, Cor-