saa var det dog ikke det, han vilde: kræve ham til Regnskab for, hvorfra han havde alle de Penge. Og til alt andet var Tørres beredt.
»Nei — ser De! hvorfor jeg har ladet Dem kalde herind,« fortsatte nu Bankchefen i en venlig Tone, »det er, fordi jeg — som sagt — interesserer mig varmt for de unge Kræfter i vor By; og naar De allerede nyder saa megen Tillid blandt Deres Egne, vil De uden Tvivl i Fremtiden faa flere Midler at anbringe.
»Det vil jeg haabe — Hr. Bankchef.«
»Og derfor vilde jeg tilbyde Dem min Hjælp med Raad og Daad.«
»Jeg kan ikke noksom fuldtakke —«
»Aa — det er mig en Fornøjelse at ophjælpe de unge Kræfter,« sagde Bankchefen, satte sig atter tilrette i Lænestolen og udviklede for Hr. Wold, hvorledes Indskud paa Sparebankvilkaar kunde være godt nok for gamle Jomfruer. Men at unge Kræfter, som vilde bidrage til at løfte Byen, de maatte ogsaa sætte sine Kapitaler i Byens merkantile Foretagender, i Skibsfart, i industrielle Anlæg og saa videre.
Nu var Tørres fuldstændig med og over maade lettet. Han kjendte godt til Bankchefens
