og Fremsyn; selv inde hos de gamle Herrer blev han nævnt, mens der blev givet Kort, og Bankchef Christensen sagde høit, at T. Wold var en af Byens mest fremragende yngre »Kræfter« — med tre rr.
Tørres selv syntes, at nu gik det godt. Han kom med en Gang ind i Balsalens fulde Lys, styrket af den stærke Punch og paa et Tidspunkt, da den første Stivhed var brudt og Ballets Stemning mere var for at more sig end for at kritisere. Beskyttet af Fru Steiner tog han ufortrødent fat og tumlede sig snart saa tvangløst, somom han aldrig havde rørt andre Kvindfolk end disse fine, halvklædte Skikkelser, der fløi fra Arm til Arm.
Ingen vidste om den store Berta og de andre; selv Frøken Thorsen, som ikke var buden, begyndte han at skamme sig lidt over. Han skulde jo saa meget høiere op.
Siden Ballet paa Klubben havde Julie Krøger ikke været ude af hans Tanker. Om han vandt Datteren tiltrods for den Gamle! — saa skulde han slaa »Brandt« op, Fru Knudsen skulde snart være ødelagt, Gustav Krøger skulde komme og bøie sig, saa skulde han faa
