Der blev ikke videre Tid til Samtale. Tørres fulgte sin Dame til det lille Værelse, hvor hun vilde hvile. Han vilde saa gjerne spurgt; men stod bare ogstammede i Spænding:
»Vil De altsaa raade mig til — til«
»Lykken staar den Kjaekke bi,« sagde hun smilende og gik fra ham.
Klokken var henad tolv og Ballet paa sit høieste, ingen Tvang mere og endnu ingen Traethed eller Overdrivelse. Alle morede sig sammen; mens hver enkelt var optaget af sine Intriger og smaa Planer, Forhaabninger, Overraskelser og Skuffelser. En farlig, berusende Em fuld af Elskov og Vin strømmede frem og tilbage gjennem Sal og Stuer.
Tørres var i et forunderligt Oprør afsvulmende Selvfølelse og Trang til at tage for sig. Han havde aldrig før seet, hvor vakker Julie kunde være. Det lille Hoved sad saa fint paa den lange Hals, hun var udringet, men havde rundt hele Linningen og paa Skuldrene en rig Besætning af gamle kostbare Kniplinger, som hendes Fader havde bragt hjem, men aldrig formaaet sin Kone til at bære.
