derfor bare en kort Trip med Bankchef Christensens Datter, som sur og stiv lod sig svive rundt, — idet hun selv — saavel som alle andre vidste, at dette var en Dans, alle Ynglinge maatte gjennemgaa, om de vilde henregnes til de unge »Kræfter« i Byen.
Derpaa gik han ind i Herreværelserne — optaget af sig selv og sin Lykke — den Lykke, han allerede syntes at holde i sin Haand. Havde ikke Fru Steiner tydeligt ladet ham forstaa, at Julie bare gik og ventede paa et dristigt Skridt fra ham. Det skulde ikke mangle — og saa! saa var han med en Gang ovenpaa!
Inde i en Sofa sad Hr. Jessen og gav sig Mine af at tilhøre Huset. Tørres var saa høit oppe, at han raabte til ham i Forbigaaende:
»Naa Jessen! danser du ikke?«
Denne Frækhed fik ikke Tid til at fæste sig; thi Overlærer Hamre, som hele Aftenen morede sig med at undersøge de unge Mennesker, tog Plads i Sofaen og begyndte en Samtale.
Snart havde Hr. Jessen betroet den venlige gamle Herre, at han var kjed af alt, — særlig havde Livet givet ham en umaadelig Ringeagt for Kvinden.