Dette fandt den Gamle saa yderst rimeligt om end trist. Han ytrede sin Deltagelse og udtalte det Haab, at Tiden maaske kunde læge; men Hr. Jessen svarede med et tungt Blik, at Haabet var dødt.
Da dette havde varet en Stund, sagde Overlæreren pludselig:
»Men — Hr. Jessen! De har bestemt Talent!«
»Jeg? — nei — hvordan mener De?«
»Har De ikke mange Slægtninge?«
»Jo — aa jo,« svarede Hr. Jessen forvirret, »min Moders Familie er meget stor — oprindelig dansk.«
»Ah!« udbrød Overlæreren overrasket; »og der er intet Talent i Familien?«
»Nei — ikke det, jeg ved.«
»Høist besynderligt,« sagde den gamle venlige Herre og betragtede Hr. Jessen med Interesse.
»Min Moder spiller lidt,« sagde han frygtsomt.
»Det kan jeg tænke mig; men ser De: enhver større Familie har nuomstunder et Talent — en Maler eller ialfald en Forfatter; og De kjender ingen i Deres Slægt?«
