blev rød, men kunde alligevel ikke lade være at smile noksaa fornøiet.
Det var dog ikke hendes Skjønhed — Tørres havde næsten ikke seet hendes Ansigt, hellerikke var det Kostbarheden ved hendes Dragt, men Façonen! — at man kunde faa et Kvindfolk til at se saaledes ud, det syntes ham et overordentligt Mesterstykke. Tørres havde seet Kvindfolk før — baade med Klær og uden; men sligt havde han aldrig anet. Og for hver Dame, han siden mødte, gik der et Stød gjennem ham og han gloede; men ingen syntes ham som den første, og han tog ikke mere til Huen.
Inden Middag var Tørres saa vidt kjendt i Byen, at han vidste, hvor Folk holdt sig mest. De smaa og trange Gader blev han snart færdig med; men i Hovedgaderne, hvor Husene vare murede — med de uhyre Vinduer af et eneste Glas, som var til at se igjennem som den klare Luft og alligevel saa gode til at speile sig i, — her drev Tørres om i timevis.
Byens fineste Butik hed Brandt; det var Damernes Handel med Prøveværelse og Systue. Men fra gammel Tid førtes der ogsaa Caffe,
