ilede ud forat finde Julie og holde sig parat til, hvad der maatte komme.
— Imidlertid gik Tørres ufortrøden paa Jagt efter sin Svigerfader gjennem alle Stuerne. Alt det Held, som fulgte ham i det siste og i denne Aften, berusede ham mere end det, han havde drukket. Derfor kom der bare den ene Tanke frem: De skulde faa se! — De skulde faa se — allesammen.
Somom han var bleven en anden Person, der ikke længer havde Rod i den forsigtige Bonde, kom der bare de lyse Billeder. Bankchefen, de andres begyndende Respekt, hans gode Penge, Julie selv, hendes Venlighed, — de skulde faa se allesammen ! — indtil han med et fik Øie paa Værten, som stod i Samtale med Konsul With og nogle andre Herrer ved Indgangen til Kontoret.
Et Øieblik stansede Tørres uvilkaarligt ved Synet af denne Mand, der paa en ejendommelig Maade var bleven ham saa forhadt fra det første Møde; men han nærmede sig alligevel for at gribe et beleiligt Øieblik og tale med Krøger inde i Kontoret, hvortil Døren var aaben, forat slippe Røg ud.
