Wold — som en Nar, som en Nar for hele Byen.
Han prøvede med sig selv om han var fuld? Men ingenting gik rundt for ham; alt var ganske klart, aldrig havde han været klarere. Det var noget meget værre, han var gal; han skjælvede i Sengen og lyttede aandeløst, om de kom efter ham; han var vist gaaet fra Forstanden.
Hvor var det ellers muligt, at han, som var saa glyg, kunde gaa en hel Aften omkring mellem Mennesker, der aabent havde ham til Nar? De havde jo ikke smilet til ham; men de havde leet ham lige op i Ansigtet — allesammen! Herrerne, som lod ham staa der og vrøvle om Banksager! — og Damerne! — han pressede sit Hoved ned i Puden og følte, at aldrig mere turde han vise sig for Folk.
Han var og blev Bondetampen, som ikke kunde aabne sin Mund uden at sige Dumheder og Grovheder; Ord for Ord kom alt det igjen, han havde sagt paa Ballet — det ene oppaa det andet, indtil han saa sig selv — enten han vilde eller ikke — han saa sig selv som en
