fremmed Bytting staa i Kontordøren foran den fine Gustav Krøger og sige, at han var forlovet — han vaandede sig og vilde ikke høre; men det kom igjen og igjen, bestandig førtes han til det halvmørke Kontor, ud af hvilket han var bleven jaget som en gal Hund.
Han havde stolet dumt paa en liden Klat Penge og glemt Kløften, som skilte; nu laa han paa Bunden og kunde aldrig komme op igjen. Aldrig vilde han naa over til den Verden, hvor der var lyst og fint, hvor ingen var grov og dum, hvor man turde være glad og hvor der endelig fandtes Kvinder værd at eje.
Allerede Frøken Thorsen var for fint Legetøi for ham; nei Bertha — den tykke Bertha var netop saa passelig til en Klodrian som han. Aldrig kom han tilveirs; var han ikke selv falden, vilde Bankchefen snart have knust ham; han havde bare Fiender.
Saaledes sank og sank han dybere tilbage i sig selv, som han var: den forsigtige, mistænksomme Bondegut, der vel skulde vide at klare sig frem; men som aldrig kunde falde paa at gaa bent op i løse Luften.
