samle Aktier og smaa Skibsparter. Det var efterhaanden slaaet fast, at Tørres Wold var en Mand, som havde Penge, — det var übegribeligt; men det var sikkert nok.
Og Fru Knudsen havde Ingenting at beklage sig over. Den jævne methodiske Maade, hvorpaa Tørres altid tog sin Part, lod sig ikke mærke. Derimod gav den forøgede Omsætning, der skyldtes hans Dygtighed, mere Liv og større Indtægt. Nu førte han ogsaa Bøgerne selv; og intet Øie kunde opdage, hvad han vilde skjule.
»Men skulde vi ikke nu,« spurgte Fruen en Dag; »forsøge at hjælpe os uden alle disse Vexler?«
»Det er Forretningsvexler — Frue! — svarede Tørres i den Banktone, han havde lært sig til, naar han vilde betyde hende, at hun ikke rigtig forstod; og hun fik netop det Indtryk, at hun aldrig vilde trænge ind i Mandfolkenes intimeste Greier.
»De ved, Vexler er min Skræk,« sagde hun.
»Vi kunde indskrænke vore Endossements for G. Krøger;« svarede Tørres.
