Denne siden er korrekturlest
XIII.
Efterat Tørres forgjæves havde grundet over, hvad Præsten vilde, gjengjældte han Visiten — ogsaa en Aftenstund; og da holdt Præsten ham tilbage til Aftensmad, som han lod hente, da han endnu var ugift.
Dennegang kom de bedre i Snak med hinanden, og Tørres begyndte at nedlægge sin Mistanke. De var jo hinanden saa nær; de kunde tale sammen i det samme Sprog og begge var de komne et Stykke fremad i en fremmed Verden, — hver ad sin Vei; men Præsten var jo kommen længst.
Engang de talte om dette, sagde Præsten smaaleende: »De er underlig — De! — De er ikke ræd nogenting, men alligevel let at skræmme.«
»Hver er god for sig; men En faar ikke klyve for høit, for saa dætter En ned.«
