Side:Kielland JACOB.djvu/201

Denne siden er korrekturlest
195

Præsten Opstad lo stille inde i sig selv, og da han havde fuldt mørkt Skjæg og Briller, var det ikke altid saa godt at forstaa hans Ansigt; Tørres troede nu, han lo af ham.

»Jeg ler,« sagde Præsten; »fordi jeg forstaar, De tror endnu paa disse fine Folk — paa Dannelsen!«

Tørres saa endnu uvis paa ham, men Præsten tog en Slurk af sit Glas — de pleiede at drikke Toddy sammen —, satte sig tilrette i Stolen og begyndte:

»Hør nu, hvorledes det er gaaet mig; — hvorledes jeg blev helbredet for den Dumhed, som vi Bønder trækker med os, at der er saa stort et Sprang mellem os og disse saakaldte Dannede. Jeg grov mig frem til Seminariet — ydmyg, paa Maven for alt og alle, men især for Dannelsen, — Dannelsen og Lærdommen var jo det høieste — hm!« — sagde Præsten og skiftede med en Gang Tone: «naturligvis næst efter det Religiøse.« 

»Naturligvis,« svarede Tørres ligesaa alvorlig; hvorpaa Præsten trak ligesom et halvt Suk og fortsatte i sit naturlige Halvsprog uden at genere sig for Bondemaalets Ord.

13*