»Saa blev jeg Huslærer hos en Sorenskriver østerpaa; der var en hel Grænd omkring Kirke stedet, og jeg havde alle Embedsmændenes Børn, — en over al Maade vanartet Bande! men de Voxne var meget værre! Herrerne, naar de kom sammen, eller Damerne i Kjøkkenet og mod Tjenestefolkene! — Dannelse — ha-ha-ha! — jo der skulde du hørt paa Dannelse!«
Tørres saa paa den anden, som øiensynlig selv kom i Bevægelse ved sin Beretning.
»Jeg vil ikke snakke om Raaheden, naar Foged og Skriver og hele Stasen sad og bandte, saa det gnistred mellem Kortene, og fortalte de værste Historier. Men selv naar de sad anstændigt blandt Damerne og talte i Alvor, saa var der aldrig andet at høre end enstemmig Nedrakning af alt det, som jeg fordum troede hørte med til Dannelsen.«
»Saa?« — sagde Tørres vantro.
»Der fandtes ikke den Ting, der nævnedes ikke det Navn af de, som jeg nedenfra havde seet op til, som ikke blandt disse Mennesker reves ned og haanedes; tåltes der om Kunst og Literatur, saa var det Hæslighed og Usædelighed. Nævntes der Videnskab, saa var det noget
