Ord; men en Gang reiste jeg mig og gik ud af Stuen. Det var nok; jeg blev fjernet som mistænkelig og kom til Christiania for at krybe og sulte mig frem til Præsteeksamen.«
»Ser De« — sagde Tørres smilende, »Lærdom maatte der til.«
»Lærdom!« raabte Opstad og reiste sig i Iver: »Tvang og Formørkelse! — det vil da sige: Guds Ord lærte vi jo purt og rent, — purt og rent.«
Disse bratte Overgange var han saa indøvet i som en Cirkushest, der slaar over i en anden Gangart uden Ordre bare ved en Forandring i Musiken, og Tørres havde paa sin Side den passende Mine, saa ofte »Præsten« stak frem; det var som en stiltiende Overenskomst mellem dem, at alt det med Religionen var i Orden for begges Vedkommende; hvad der bandt dem sammen, var det fælles Udspring og den gjensidige Agtelse for den andens Forretningsdygtighed. —
»Du skulde læse« — sagde Præsten en Gang senere, da de var blevne intime.
Tørres gjorde et utaalmodigt Kast.
