»Nei, jeg mener ikke Bøger. Men du skulde læse Aviser og sligt; saa kunde du lære, hvor lidet de Dannede selv vører Dannelsen.«
Nu fik Tørres Hovedstadens Aviser og kristelige Tidsskrifter fra Præsten Opstad, og efterhaanden som han vænnede sig til at læse, indsaa han, at Præsten havde Ret. Overalt stod Kampen mod det, som Tørres før havde forestillet sig, var selve Kløften.
Hvor dum han havde været med denne Ydmyghed! Det var jo mestendels Tant og Gjetning med det, som Folk mente sig at vide; alle de store Ord om at tænke selv og tænke frit var Humbug; den evige Sandhed laa i selve Barnetroen, og al Verdens Visdom veiede ikke op mod den lille Katekismus og den kunde han — ha! ha! ha! — han maatte le af sig selv.
Der havde han gaaet og seet op til Gustav Krøger og Overlærer Hamre og de andre, som havde læst alt det, der stod i Bøgerne, og saa var de ikke andet end Fritænkere, som skulde i Helvede og som egentlig ikke burde gaa løs i Samfundet.
Og Præsterne, som han før havde betragtet som nogle ubegribelige Troldmænd, hvis Magt
