ingen kunde undvige; de blev jo nu Næringsdrivende som han selv; de prædikede og anbefalede, advarede mod de farlige fremmede Varer og holdt Offerskaren om sig ved Løfter og Trudsler. Tørres fandt det rimeligt, at der var et Helvede; men klart indsaa han, at skulde det almindeligen tillades Folket at tvivle paa, om der var et, saa vilde det først rigtig gaa ad Helvede til med den store og smukke Forretning, som Præsterne drev.
I sit Venskab med Præsten Opstad følte han allerede den fælles Interesse, hvorledes den ene Næring holdt Liv i den anden.
Fra denne Tid var det, at Livet endelig fik det Udseende for Tørres Wold, som han selv med roligt Overlæg følte var det sikre og tilforladelige, efter hvilket man kunde indrette sig uden at falde ned af Stiger eller stanses af Kløfter. Han lagde nu sin Fremtid an uden at regne med andet end sine Penge og sin egen Vilje.
Imidlertid passede han med ufortrøden Iver Fru Knudsens Forretning og vant bestandig mere Indflydelse over hende, medens han i Stilhed forberedte sine lange Planer og arbeidede
