»Saa blev der og en Ende paa Sladderen,« tilføiede Tørres og reiste sig, for det ringede paa den ydre Dør i hans Leilighed.
»Hvad mener du?« spurgte Jessen svagt.
»Du har naturligvis ogsaa hørt ondt om Frøken Thorsen og mig; naar man staar sammen, skal det jo altid hedde —, men det er bare Sladder — kan du vide —«
Tørres gik forat lukke op.
Anton Jessen sad igjen — hed i Hovedet. Han viste, Tørres løi, løi ham lige op i Øinene. Men hvorfor kunde han da ikke slaa i Bordet og sige: Du lyver! hvorfor kjendte han allerede, at han maatte bøie sig? — spille med i Komedien, lade somom han troede, fordi denne Løgner var saa fræk og saa stærk. Hvorfor havde han aldrig Kraft til at gjøre det, han vilde?
Tørres kom tilbage, da han havde expederet den Besøgende, og sagde henkastet:
»Hvad var det nu, vi talte om? — Jo — Du vilde gifte dig; ja! det er det eneste fornuftige, naar man har egen Forretning.«
Alle disse Opmuntringer var for meget for Anton Jessen; den hemmelige Tro paa et Talent, som vilde bryde frem; og nu alt dette, som
