midt i Spøg og Venskab glide koldt imellem dem som et Spøgelse, de alle saa. —
— Tidligt paa Vaaren en Torsdag Eftermiddag var der en stor Forsamling af Kvindfolk foran Kirken, og Mængden forøgedes af Forbigaaende, som stansede, for at se det fine Bryllup.
Det var Hr. Anton Jessens Bryllupsdag, og der var mange Ting ved dette Bryllup, som interesserede hele Byen. Skjønt Brudeparret ikke havde nogen Slægt og hellerikke hørte til de Fineste, havde dog Hr. Jessens nye elegante Forretning i Forbindelse med de storartede Forberedelser til Festen sat Sindene i Bevægelse.
Det var bekjendt alt, hvad der var forskrevet til Bruden fra Hamburg, og at den lille Fru Jessen af sin Søn havde faaet en færdig syet Silkekjole — perlegraa moirée antique med brede Kniplinger — ligefra Paris.
Forundringen var almindelig og bitter; især var Fru Bankchef Christensen ivrig over al denne Ødselhed hos slige Folk. Men hun forstummede, da hun selv blev indbuden og da hun hørte, at Christensen endog vilde følge i
