Kirken, — Hr Jessen var en ung Kraft i Byen, leiede desuden deres store Butik.
Den lille Fru Jessen flød med Strømmen som et bortrevet Husgeraad i en Oversvømmelse. Fra den første Aften, da hendes Søn med en flot Mine fortalte hende, at nu vilde han gjøre en Ende paa det og gifte sig, havde hun været ude af Ligevægt, og hun gjenvandt den ikke i den bevægede Tid, som gik forud for Bryllupet.
Anton Jessen havde forladt sin Post i god Forstaaelse med sin Chef. Vistnok havde Gustav Krøger spaaet ham, at han vilde ødelægge sig inden tre Aar; men Krøger kjendte altfor godt den Feber efter at komme paa egen Haand, som uimodstaaeligt griber de unge Mennesker paa et vist Punkt; han var endog godmodig nok til at sætte sit Navn paa et Garantidokument, hvorpaa der allerede stod Cornelius Knudsen og Bankchef Christensen.
Dette havde Tørres faaet istand, ligesom det var hans Værk, at der var Penge til alt og Kredit til mere, og saaledes var der en Glans og Forventning over Dagen og over det høitidelige Øieblik, da Bankchef Christensen som en ypperligt dresseret Elefant førte den lille
