kammeratlige Tone; Krøger havde prøvet, men det mislykkedes; de hørte begge, hvor det skurrede; noget var kommet imellem dem, som havde forstyrret Forholdet for dem begge.
Nu hændte det aldrig mere, at Krøger kom løbende indom — gjerne barhodet, enten forat faa en liden Passiar eller med et Papir til Underskrift. Nu blev Vexlerne bragt af et Bud, og det var altid en pinlig Stund. For Hr. Wold noterede dem saa yderst nøiagtigt i Vexelbogen — skjønt det bare var Endossements, han konfererede Beløbene fra Gang til Gang, paaviste Fornyelserne og spurgte ved hvert nyt Papir udtrykkelig, om de ogsaa skulde skrive paa det?
Og under alt det havde han en Mine, som krænkede hende og ængstede hende; han sagde en Gang: de øger, disse Brandtske Vexler; det for i hende; hun syntes det selv; der var idet heletaget en Raslen af Vexelpapir og et Rend i Bankerne, som ikke var kjendt i hendes Mands Tid. Han havde vel Ret — Hr. Wold, at det var den nye Tids Maade, og Krøger gjorde ligesaa. Gid hun dog havde havt ham at spørge tilraads?
