sin Moders Veninder — til Opbyggelse eller The.
»Du tæres hen — jo Du gjør — Julie. «
»Jeg forsikrer — Tante, jeg er ikke syg.«
»Jo syg er Du, og jeg ved, hvad Du feiler,« sagde Tante Sofie med stor Sikkerhed.
Julie undveg; thi hun vidste, hvor det bar hen.
Men Tante Sofie var ikke fin; hun sagde næste Gang: »Kan Du slet ikke glemme ham?«
»Hvem?« — spurgte Julie skjælvende.
»Aa! — at Du vil abe Dig for mig! Du sveg ham i Nødens Stund,« sagde Tante Sofie med Varme.
Julie vendte sig bort; det var det samme Jolla Blom sagde og det var det samme, hun saa ofte kjæmpede med i Ensomhed.
»Men alt kan endnu blive godt,« mente Tante; »man kunde træffes igjen og forklare —«
»Aldrig — Tante!«
»Eller Du kunde lade ham vide —«
»Er Du gal — Tante! — aldrig —« Julie flygtede ind paa sit Værelse.
»Ja enten Du selv eller en anden,« sagde Tante Sofie for sig selv; hendes Livs Erfaring
