Side:Kielland JACOB.djvu/228

Denne siden er korrekturlest
222

sin Moders Veninder — til Opbyggelse eller The.

»Du tæres hen — jo Du gjør — Julie. « 

»Jeg forsikrer — Tante, jeg er ikke syg.« 

»Jo syg er Du, og jeg ved, hvad Du feiler,« sagde Tante Sofie med stor Sikkerhed.

Julie undveg; thi hun vidste, hvor det bar hen.

Men Tante Sofie var ikke fin; hun sagde næste Gang: »Kan Du slet ikke glemme ham?«

»Hvem?« — spurgte Julie skjælvende.

»Aa! — at Du vil abe Dig for mig! Du sveg ham i Nødens Stund,« sagde Tante Sofie med Varme.

Julie vendte sig bort; det var det samme Jolla Blom sagde og det var det samme, hun saa ofte kjæmpede med i Ensomhed.

»Men alt kan endnu blive godt,« mente Tante; »man kunde træffes igjen og forklare —« 

»Aldrig — Tante!«

»Eller Du kunde lade ham vide —« 

»Er Du gal — Tante! — aldrig —« Julie flygtede ind paa sit Værelse.

»Ja enten Du selv eller en anden,« sagde Tante Sofie for sig selv; hendes Livs Erfaring