og de kostbare Stoffer med de stærke Farver. Hendes Ansigt tog let Farve, og der var i hendes Blik, naar hun løftede det, noget for sigtigt kjærtegnende.
Hun havde allerede faaet et vist Lag til at pleie ham og passe paa, at han ikke kom til at overanstrænge sig; for det taalte han ikke. Allerede Dagen efter Brylluppet havde Gamle Fru Jessen faaet gode Tanker om sin Svigerdatter, idet hun fandt hende fuldt paaklædt i Stuerne, mens Stakkels Anton, som ikke var vant til store Selskaber, laa i Sengen med Hovedpine og Havresuppe.
Han var lykkelig over hendes rolig Ømhed, og hun var ham taknemlig, fordi han ikke plagede hende og spurgte. Hun gjenfandt sin Ungdoms Sværmeri for ham omtrent som for en nydelig Dukkemand; — den anden var Synden, mørk og uimodstaaelig.
Det var Tørres Wold, som havde sat Huset i Gang og faaet det indrettet paa den Fod, som han vilde. Hr. Jessen havde tænkt at dele sig mellem sin Forretning og sit Talent, som han nu med nogenlunde Sikkerhed havde fundet i Literaturen. Det var nu hans Tanke: ved at
15*
