Tiden af tre Herrer. Først som Chef Christensen selv, dernæst Konsul With, som var hjulpet til denne Post af gode Venner, efterat han havde mistet sin Kones Formue under Carsten Løvdals store Fallit; og nylig havde Tørres Wold svunget sig op fra fleraarig Suppleant til virkelig Direktør.
I den korte Tid, han havde været med, var Bankchefen bestyrket i sin Dom over den unge Krafts Duelighed i Smaating; men, naar det kom til større og vigtigere Anliggender, ansaa han ikke Tørres Wold for vanskeligere at bøie end Konsul With, som skyldte ham Posten og var en knækket Mand.
Han lod derfor sine to Kollegaer sidde en Stund i Direktionens Værelse, inden han traadte ind med en Bunke Vexler mellem Fingrene.
»Som mine Herrer kanske ved, ser det ud til, at Firmaet Anton Jessen har visse Vanskeligheder i disse Dage.«
»Man har vel protesteret hans Vexler idag?« spurgte Tørres.
»Nei, jeg har saamænd ikke; det var kun smaa Beløb; — her er de; — jeg har hele Tiden ventet Jessens Bud.«