som gik, udover Eftermiddagen; til Pigen kom og vilde tænde Lampen.
Fru Knudsen vendte sig og sagde Nei Tak; frem og tilbage gik hun forbi Vinduerne, Regnen piskede mod Ruderne, og Gaslygterne, som netop blev tændt, flimrede usikkert over den sølede Gade.
Til Krøger kunde hun ikke gaa; der var kommen saa meget imellem. Og hun vidste altfor vel, hvilket Ansigt han vilde sætte op — han, som fra første Dag havde advaret hende mod Wold. Hun følte, at hun kunde ikke taale den Mistanke, som voxede og voxede tiltrods for alt, som lurede sig frem i Mørket fra alle Kroge, mens Tiden gik, og Ingen ringede paa i Entreen.
Pludselig tog hun sig sammen, gik ind paa Kontoret og tændte Gassen. Saa meget Forretningsmand var hun vel, at hun kunde opgjøre en Oversigt over sin status, naar hun først vilde.
Men da hun havde faaet de tunge Bøger ud af det ildfaste Skab og hen paa Pulten, sank hun alligevel sammen over dem, — somom disse Mandfolk tilslut havde ladet hende i Stikken med noget, hun ikke forstod.
16*
