Side:Kielland JACOB.djvu/252

Denne siden er korrekturlest
246

Men værst af alt og hvad der fortærede ham i Angst og afmægtig Vrede — det var den Satans Gut, som var Skyld i alt, og med det samme han slog sin Haand i Bogen og forbandede ham, stod han lyslevende i Døren.

Krøger tvang sig, knurrede bare lidt, da den anden hilste Godmorgen; og Tørres Wold lagde Hat og Stok fra sig som en besindig Forretningsmand, tog Plads ved Bordet og fremtog sin Lommebog fuld af Papirer.

»De ved naturligvis, at Anton Jessen er stanset?«

Krøger nikkede.

»Men De ved kanske ikke, at denne Fallit er et slemt Stød for vor felles Veninde — Fru Knudsen?« 

Fælles Veninde! — tænke sig, at nu var det kommen saa vidt, at han skulde have sin gamle Inclination til fælles Veninde sammen med denne — med dette — hm! — han holdt sig i Ro, men det kogte i ham.

Tørres mærkede alt; men med et Velbehag, som han ikke gjorde sig nogen Umage med at skjule, tog han sine Papirer roligt frem. Det var dette Øieblik og denne Scene, i det selv