samme Værelse, ud af hvilket han hin Aften var jaget som en Hund — det var den længe udtænkte Hævn, og han nød den uden at for sluge sig.
»Vi vilde gjerne vide, hvilken Støtte vi under disse Omstændigheder kan vente fra Deres Side?«
Krøger slog blot ud med Armene; han kunde ingen støtte, kunde han staa selv, saa —
»Thi uden øieblikkelig Hjælp er vi nødt til at stanse i Eftermiddag,« sagde Tørres.
Krøger for op i Stolen: »I Eftermiddag?«
»Skulde De lægge megen Vægt paa Dagen, kan jeg vel som Bankdirektør opholde Katastrofen til imorgen,« sagde Tørres smilende.
»Dette er Deres Skyld — De — De —!«
»Men uden direkte Hjælp — Tilskud af Kontanter — kan vi alligevel ikke undgaa Konkurs; som De vil se er vor Endossements-Forpligtelse mod Brandt — De vil se, Summen har øget i det siste,« — Tørres skjød Papirerne over til den anden; men Krøger saa blot et Øieblik paa Summen, hans Ansigt blev rødt, og han brusede endnu engang op:
