»De har ødelagt hende og os alle; stjaalet, røvet, plyndret —«
»Jeg skal nok forsvare, hvad jeg har gjort,« sagde Tørres og saa ham tirrende ind i Øinene, »se hellere til, hvorledes De klarer Dem.«
Krøger sank sammen; hvad kunde det nytte at fare op? — alt var tabt, og Slutten var kommen, og han glemte næsten, hvem det var, som sad der.
»Stakkels Julie!« — sukkede han og vendte sig bort.
Tørres sad hele Tiden med endnu et Papir i sin Haand, som han vilde levere; men han ventede, han sparede — som Børnene, naar de spiser Suppen først og gjemmer Sviskene. Aldrig havde han følt sig saa glad og stærk. Og da han hørte, den anden nævne Julies Navn, for der ham en lykkelig Tanke gjennem Hovedet.
»Ja, man kan aldrig vide, hvad man viser fra sig,« sagde han ganske dæmpet, forat prøve.
Krøger dækkede med Haanden for sit Ansigt. Ogsaa hos ham var denne Tanke slaaet ned. Det var jo Julies Penge, han havde ødelagt, og det var hendes Fremtid.
