Side:Kielland JACOB.djvu/257

Denne siden er korrekturlest
251

hende frem — hans egen Datter! — og dette Menneske traadte dem alle i Støvet!

Tørres iagttog ham, somom han var bange for at miste et eneste Træk. Da blev Døren aabnet bagved ham, og idet han vendte sig, saa han Fru Knudsen komme ind — høi og blee somom hun gik isøvne.

Forbi ham gled hun, uden at se til hans Side og bøiede sig ned over Krøger og hviskede:

»Tilgiv mig! — det er min Skyld altsammen.«

Krøger laa ubevægelig paa sine Arme fremover Bordet og krammede Brevet ind i sin Haand; hun lagde Armen om hans Hoved og blev ved at hviske til ham — gode Ord af deres gamle Venskab.

Det gjorde et Skaar i Tørres’s Triumf at se hende saaledes. Men han tænkte strax, at naar hun paa en saadan Maade tog hans Fiendes Parti, saa behøvede han hellerikke at genere sig.

Smaanynnende mellem Tænderne tog han Hat og Stok og gik sin Vei.