»Sælge — ja, det er netop Kunsten,« sagde den fine Herre halvt for sig selv, »De kan vente lidt her.«
Hr. Anton Jessen var Førstemand i Forretningen og styrede ligesom for Enkefru Knudsen; man sagde i Byen, der blev vist et Par af de to. Han gik nu de totre Trappetrin op, som førte til Kontoret, hvor Fru Knudsen selv sad ved Pulten som hun havde gjort fra sin Mands Tid. Hr. Jessen bad hende komme ned i Butikken, forat tage et ungt Menneske i Øiesyn; de trængte til en Krambodgut.
Fru Knudsen steg ned, og medens hun lod, somom hun havde andet at gjøre, iagttog hun hemmelig Tørres. Han stod fremdeles og gloede rundt fortabt i sine Beregninger uden at ane, hvem Damen var, som strøg forbi ham; og Fruen syntes, han saa ud som en almindelig dum Gut fra Landet. Hun ligte ham igrunden ikke, og det gik hun forat sige til Hr. Jessen.
Men idet hun anden Gang gik forbi, kom Tørres til at se paa hende, og da han strax forstod, at denne Dame var en vigtig Person i Huset, stak han sin Haand frem og bød Goddag.
