smukke Fru Steiner, som var kommen til Byen for nogle Maaneder siden.
Mens han klædte sig paa og skulde tænke paa alle sine Svar-Taler, smøg uvilkaarlig Tanken om hende ind imellem hans Ord og for styrrede ham.
Han havde hørt, at hun var kommen til Byen, forat rydde sit Atelier, som alle disse Aar havde staaet for hendes Regning, sælge alt og reise igjen. Og det holdt han for rimeligt, eftersom han fra Hovedstaden viste, at hendes Mand var ødelagt og sandsynligvis ikke længer kunde holde hende.
Han følte, at hvorledes han end vilde bevæbne sig, afhang alt af den Maade, hvorpaa hun vilde tage ham. Endnu i dette Øieblik, efterat have væltet alt og alle foran sig, kjendte han, at dette Kvindemenneske var hans siste Prøve.
Hun havde holdt ham for Nar; ført ham leende ud over Afgrundens Rand. Mon hun endnu havde Magten? — eller var her en Hævns Mulighed?
Før Bordet var der en saadan Stimmel om den store Mand, at Tørres bare fik se et
