Fru Knudsen smilte halvt uvillig; men kom til at give ham Haanden, siden de var saa nær indpaa hinanden. Tørres, som aldrig havde kjendt andre end klamme haarde Arbeidsnæver, blev saa betagen af den bløde lille Haand, at han løftede den op forat se paa den.
»Nei nu har jeg aldrig seet sligt før,« sagde han beundrende, idet han saa hende ind i Ansigtet.
Fru Knudsen blev rød og trak sin Haand til sig; men hun kunde jo ikke blive vred paa denne troskyldige Bondegut.
»Tror De, han duer til noget — Hr. Jessen?«
»Han maatte jo dresseres.«
»Ialfald er det et troskyldigt ungt Menneske,« mente Fruen.
»Det er det« — sagde Hr. Jessen og smilte.
Og saaledes blev Tørres foreløbig antaget som Dreng — i Kramboden eller Søhuset — som det kunde falde sig.
