efterat han længe havde krydset om hende; og som efter en Overenskomst tog hun strax hans Arm, og de fulgtes ind i et af Sideværelserne, hvor der ingen var.
Hans Hjerte slog som i Ungdommen, idet de satte sig; de lo begge lidt, kunde ikke rigtig begynde.
»De har sandelig forandret Dem meget — Hr. Wold.«
»Men det har De slet ikke — ikke det minste« sagde han, og saa hende ind i Ansigtet, ned over hendes hvide Skuldre med dette griske Blik, hun kjendte igjen, og for hvilket hun uvilkaarlig trak sig tilbage.
»Vi mødtes aldrig i Christiania,« sagde hun.
»Jeg spurgte efter Dem paa de fineste Steder; men der var ikke et Liv, som kjendte Dem.«
Han var dog den samme; hun skiftede; «Hvorledes befandt De Dem i Storthinget?«
»Ypperligt«, svarede Tørres.
Hun kjendte ogsaa denne Freidighed.
»Men — men er det ikke lidt vanskeligt — saadan at komme ind?«
