drengen, vældede over hende; hun blev blegere og blegere, alt mens han talte; hun var begyndt med at overveie, om hun skulde tage ham; men nu følte hun, det endte med, at han tog hende.
Flere Gange havde bekymrede Herrer af Festkommiteen speidet efter Hædersgjæsten og diskret trukket sig tilbage.
Tørres Wold greb hendes Haand og sagde: »Nu har jeg alt undtagen det høieste. Lad nu mig faa føre Dem ind i de Stuer, hvoraf De engang drev mig ud, saa skal vi være kvit — og dobbelt lykkeligt.«
Der gik en Gysning gjennem hende; men idetsamme nærmede Bankchef Christensen sig forsigtig.
»Man har vanskelig forat komme til Enighed? —« spurgte han fint.
»Nei — nu er vi enige,« raabte Tørres Wold straalende; »ikke sandt — Frue!« Hun reiste sig, de stod Haand i Haand foran den smilende Bankchef. Hun vendte sit Hoved ind mod Tørres Wolds stærke Skulder og hviskede »— jo, lad os være enige.«
