sovet den første Nat. Men Bertha havde sat igjennem, at en Sovebænk blev flyttet ind i et lidet Værelse paa Loftet, hvor afdøde Knudsen, som i sine Fritimer var en ivrig Snekker, havde havt etslags Værksted.
Da Tørres var dødelig træt, vilde han helst tilsengs, strax han var mæt; og Bertha fulgte ham op med Lys, forat vise ham.
Trappen førte op paa Loftet omtrent midt i Huset, og derfra gik en Gang til begge Ender. Under det gammeldagse vidløftige Tag var der mange Klædekammere og smaa Skraaværelser paa begge Sider af Gangen, og saadan et var det, Tørres skulde have. Bertha lyste og viste det frem, idet hun lovede at rydde ud baade Høvlebænken og alt det Rab, som stod efter i Krogene. Tørres var mer end fornøiet; hvid Seng, Stol, Bord og Vaskestel — det var anderledes end paa Loftet hjemme i et svart Bøle med de andre Guttene.
Efterat hun havde tændt Lys for ham, tog hun sit og gik udenfor.
»Derhenne ser Du mit Kammers,« sagde hun og pegte henad Gangen, hvor de ved Ly-
