Det var ikke saa meget de store alvorlige Magter paa Byfolkets Side: Religionen og Lovene; saapas havde han seet og lært i sin Ungdom, at i Prokurator-Kneb og Krogveie saavelsom i Skinhellighed stod Bonden ikke tilbage; alt, hvad der kunde gjemmes bag alvorlige Ansigter og tunge Ord, klarede Bonden vel saa godt som Byfolket.
Men al Livligheden og Letsindigheden, som Byen turde tillade sig; al denne Ødslen til store Huse med Speilglas, til fine Klær og kostbare Fornøielser, Pengene, som daglig for fra Haand til Haand, det lette Liv og Latteren — se bare Latteren, hvor stor Forskjel i denne ene Ting.
Tørres kjendte ikke fra Barndommen Latter hos alvorlige Folk; han mindedes ikke, Moderen nogensinde lo — undtagen til Haan, naar nogen havde faret galt afsted. Ellers lo Gutter og Jenter i Skøi og Garpeskab, naar de var med sig selv — helst om Kveldene i Halvmørke. Men Smil og jævn Latter for Ingenting som mellem Byfolk — det kjendte han ikke til hjemmefra.
Derfor syntes han fra først af, at alle Folk i Byen var saa overvættes spøgefulde,
