og han spøgte og skøiede med. Men han blev snart betenkelig.
Det hændte, bedst som han stod i den livligste Handel, og der faldt et eller andet spøgefuldt Ord, at de fine Damer, naar han pludselig slog op sin store, skraldende Bondelatter, med en Gang snerpede sig sammen og lod de udpakkede Varer ligge. Forgjæves, at han anstrengte al sin Elskværdighed, de trak sig tilbage og gik.
Han følte, her var noget galt, han var ved Kløften; det brændte i ham, da han hørte Hr. Jessen bruge Ordet: dannet.
Saa lyttede han da efter Hr. Jessens Latter; den var næsten lydløs og indvortes; men be-bestandig var han i Smil og Spøg, og altid fik han Kunderne til at le.
Frøken Thorsen sagde bare »tji— tji— tji!« — naar hun lo, — omtrent som Katten, naar den nyser, tenkte Tørres. Men om Aftenen øvede han sig paa sit Kammer foran Speilet; og han blev ganske forskrækket selv, da han slog Munden rigtig op saa alle hans sterke Tænder og det store Tandkjød vistes, — saaledes som han var vant
