efter Evne hver Sten fra hans Vei; og da han selv var mønsterværdig flittig og flink, naaede han snart at blive Førstemand i Fru Knudsens Forretning.
Fru Jessen var bleven meget tidlig gift. Allerede mens hendes Mand var en bleg Skolegut med matte Øine og langt Haar, havde hun været hans trolovede Brud, og saasnart han var færdig med sin theologiske Examen, giftede de sig.
Men endnu inden hans lille Kone havde født ham det første Barn, bukkede den svagelige Mand under for en ganske almindelig Forkjølelse, der i en Fart ødelagde hans Lunger.
Under sin triste Barselseng hørte Fru Jessen den gamle Doktor tale med en Slægtning af hendes Mand om den Afdøde:
»Ja«, sagde Lægen; »det var jo Vanvid, at han giftede sig; han taalte det slet ikke, — det var igrunden det, som tog Livet af ham.«
Dette kunde hun aldrig glemme. Selve Ægteskabet var gaaet hen, uden at hun havde forstaaet stort. Hendes Mands Svagelighed, som pludselig kom over ham som en dødelig Mathed, — best som hun syntes, de var paa
